Flere i Fællesskabers ungetænketank

u 
Flere i Fællesskaber - Nye veje ud af ensomhed og ind i fællesskaber
Søg  
 
Forside
Nyheder
Nyhedsservice
Kontakt
Er du ung, og kender du til ensomhed?
Besøg vores Twitter
Besøg vores Twitter
Besøg vores LinkedIn
Vi ved, at ensomhed blandt unge er et stigende problem - også i Silkeborg Kommune. Flere i Fællesskaber har flere tilbud, som skal afhjælpe ensomhed blandt unge.
 Ungetænketankens egne fortællinger om ensomhed
Fold alle ud
 Min fortælling
Jeg blev massivt mobbet 0-4. klasse. Her handlede det om at overleve både på skolen og i hjemmet, hvor alt også var kaos.

Da jeg startede i ny skole i femte klasse, havde jeg det svært ved at være sammen med jævnaldrende. Svært ved at skabe venskaber

Havde et par stykker jeg talte med, men jeg havde dårligt selvværd og min selvtillid var helt i bund. Jeg følte ikke, jeg lykkedes og var klar til at det ville fejle, når jeg indgik i nye relationer.

Jeg overtænkte og var altid bange for ikke at være god nok.

Fortalte det til en ven, der var tre år ældre end mig i syvende klasse, at jeg var transkønnet. Det var en befrielse at sætte ord på, og første skridt på vej mod at finde mig selv.

I de første år herefter var det vigtigt for mig at møde andre unge, der havde det ligesådan – At være en del af et fællesskab, hvor jeg blev fortalt og forstod, at jeg ikke er unormal.

Om lidt starter jeg på en treårig HF for ordblinde. Denne har jeg valgt, fordi det er vigtigt for mig, at jeg ikke føler jeg er bagud. Det er vigtigt for mig, at vi har en fælles forståelse for hinanden – At jeg ikke står alene. Og jeg er glæder mig til at få mulighed for at starte på en frisk og få mulighed for at skrive endnu et afsnit min egen fortælling.

Den erfaring jeg har med mig i forhold til ensomhed, gør at jeg søger fællesskaber, hvor jeg kan være den, jeg er.

Jeg kan i dag mærke, om det er et fællesskab jeg skal være en del af, og jeg siger ’nej’ til fællesskaber, hvor jeg ikke føler mig tryg

Hjemvendt efter to år på efterskole. Jeg er meget ekstrovert og havde på efterskolen en god vennegruppe efter jeg i folkeskolen havde oplevet mobning og i perioder havde været meget isoleret.

Jeg strålede af energi – Var klar på nyt. Den første uges tid fornemmer jeg, at det går fint.

En i klassen inviterer til fest. Jeg takker pænt ’nej’, da jeg havde en anden aftale.

Det var en drukfest, og udover mig og de af mine klassekammerater, der meldte fra grundet deres religion, deltog resten.
Efter festen var der allerede dannet kliker i klassen. Jeg forsøgte, at blive en del af klikerne ved at være frisk, men jeg oplevede en mur, der ikke kunne gennemtrænges.

Jeg søgte en forklaring, men kunne ikke finde anden end at det måske var fordi, at jeg ikke kan lide at drikke mig fuld. Jeg kan godt drikke en enkelt øl, men jeg bryder mig ikke om at drikke mig fra sans og samling, og jeg kunne ikke bruge religion som ’undskyldning’ for ikke at drikke.

Jeg oplevede at de andre ikke inviterede mig med til fest eller andet. Ja jeg blev kun valgt til, når der var gruppearbejde i engelsk, hvilket jeg har let ved, og her var forventningen så, at jeg løste opgaven, så de andre kunne slippe let. Det gjorde at jeg mistede al respekt for dem.

Jeg var massiv ensom. Jeg drømte mig tilbage på efterskolen, talte faglighed med lærerne og gemte mig bag en ’know-it-all’ maske, der nok fik klassekammeraterne til at trække sig endnu mere. Jeg besluttede, at de andre ikke var værd at bruge tid på – Når de ikke vil mig, vil jeg i hvert tilfælde heller ikke dem!

Jeg engagerede mig i skolens musical for at overleve. Her fandt jeg en ven – Min første rigtige ven – Det var lykken at møde en, hvor der var fuld gensidighed i relationen. Vi var meget tætte i mange år og har stadig kontakt.

Men det var stadig i klassen, at jeg skulle være mest, og her fik jeg aldrig en jordisk chance for at blive en del af fællesskabet. Her sad jeg fast i min ensomhed.

I tredje g. valgte jeg at skifte gymnasium, da mine forældre flyttede til en ny by. Det var en kæmpe lettelse, at jeg her blev taget godt imod som den spændende ’nye dreng i klassen’.

Min historie med ensomhed gør, at jeg har lært at kende til gode venskaber og prioritere venskabet og investere i andre mennesker, der tør at investere i mig, men det gør også, at jeg er opmærksom, når jeg involverer mig i nye. Her tænker jeg meget over om et venskab bunder i at andre reelt vil mig - Om de bare vil have noget jeg har, og ikke noget jeg er"

Jeg har arbejdet meget med mig selv siden gym og gået til psykolog for at lære mig selv bedre at kende. Jeg har stadig min ’know it all’ maske, når jeg er presset, men jeg er i dag blevet bedre til ikke at dømme folk ude helt så hurtigt, som jeg tidligere gjorde.

Jeg gik på friskole fra 0-9. klasse i en klasse på 12 elever. Udadtil var vores relation til hinanden god - indadtil var dynamikken noget andet.

Særlig en enkelt pige udøvede psykisk vold mod mig i det skjulte. Jeg er først indenfor de seneste år blevet opmærksom på hvor massiv en indvirkning, det har haft på mig. Jeg følte mig forkert, mit selvværd dalede stødt, og jeg kunne ikke finde min plads i fællesskabet.

Sideløbende var jeg elitesvømmer. Jeg trak mig mere og mere fra klassen, da min hverdag bestod af svømmetræning før og efter skole, jeg havde svært at jonglere det sociale i skolen med det sociale i svømmehallen og var udfordret af, at jeg ikke kunne stikke af fra den psykiske vold, som tyngede mig i klassen.

Svømningen reddede mig på mange punkter, men fra 7. klasse blev jeg tættere med min svømmetræner end mine andre svømmekammerater.

Hun var ni år ældre end mig og involverede mig i hendes liv på en måde, der var grænseoverskridende for en langt yngre pige. Over en årrække på 7 år blev mine grænser og tillid langsomt brudt og misbrugt.

Som resultat af mine oplevelser som barn og ung har jeg siden været påvirket af ensomhed, lavt selvværd, depression, angst, selvskade og selvmordstanker.

Jeg havde svært ved at tro på, at mine klassekammerater på gymnasiet ville mig det godt. Jeg følte mig forkert, utilstrækkelig og ligegyldig i de sociale sammenhænge.

Min selvtillid og tiltro til egne sociale evner præges stadig i dag, hvor jeg ikke lader enhver komme tæt på mig.

Jeg er diagnosticeret med generaliseret angst, som præger mig i sammenhænge, hvor jeg skal lære nye mennesker at kende.