Vil du være mentor eller hjerteven?
Bliv mentor eller hjerteven for en ung, der føler sig ensom
Vil du som privatperson, eller i forbindelse med din arbejdsplads, yde en ekstra social indsats, så bliv mentor eller hjerteven for et ungt menneske, der står i en sårbar situation.
Din opgave som mentor eller hjerteven
Som mentor eller hjerteven bruger du tid med et ungt menneske, som har brug for et lyttende øre og måske indimellem et kærligt puf.
Som mentor eller hjerteven for en ung er du en stabil og meningsfuld relation i den unges liv. Du hjælper den unge med at få øje på egne ressourcer og kompetencer, deler ud af dine egne livserfaringer og støtter den unge i øget selvstændighed og til at få et større selvværd, der giver den unge mod til at stå på egne ben.
Du skal bare være dig selv, ingen særlige krav til uddannelse eller faglighed er nødvendig.
De to frivillige foreninger HUSRUM og Come Together søger for, at du bliver matchet med en ung, som passer til lige præcis dig.
Tidsforbrug
Du mødes med den unge et par gange om måneden i minimum et halvt år til et helt år, fx omkring en fælles interesse, en gåtur, hvor I snakker om det, der fylder for den unge eller en kop kaffe.
Det er dog helt op til jer, hvad I har lyst til at lave, når I er sammen.